Det her giver Lisbeth Østergaard ekstra sved på panden, inden hun flytter til Jylland
Det var en jublende glad Lisbeth Østergaard, der for nylig afslørede, at hun og gemalen, Ralf Østergaard Christensen, har købt hus i Aalborg.
De seneste mange år har familien, der også tæller sønnerne, Viggo på otte og Carlo, der fylder fem den 12. maj, boet på Amager.
Men nu er huset på Amager solgt, og familien skal starte et nyt liv i det jyske.
Eget værelse
Både Lisbeth og Ralf er fra Jylland og glæder sig til at komme tættere på deres jyske familier.
- Drengene glæder sig også – blandt andet til at få hver sit værelse, har Lisbeth Østergaard fortalt til BILLED-BLADET.
Der er mange ting, der skal ordnes i forbindelse med en flytning. Oveni det har Lisbeth Østergaard også nogle ting, hun vil nå, inden familien forlader hovedstadsområdet.
Det bedste af København
”Jeg forsøger at suge alt det bedste ud af København, inden vi snart flytter til Aalborg.” skriver hun på sin Instagramprofil, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe indhold fra.
Hun understreger, at hun naturligvis vil komme tilbage indimellem, men alligevel har hun en to-do-liste over Københavnerting, der skal nås.
Det er en havnerundfart, en tur i Tivoli med drengene, spise is på Ismageriet, drikke øl i Nyhavn på en soplskinsdag og shawarma på No. 1.
Kreativt forslag fra veninden
Den kommende jyde efterlyser ideer til, hvad hun mere skal nå.
Et af mange forslag kommer fra bedsteveninden, tv-vært Mette Bluhme Rieck.
”Morgenmad med mig, brunch med mig, frokost med mig, kaffe med mig, pre-dinner drinks med mig, middag med mig, aftenkaffe med mig, flere drinks med mig, natmad med mig.”
Og så bare forfra.
Her er Lisbeth Østergaard og Mette Bluhme Reick sammen til Lisbeths 40-års fødselsdag.