Nye, dejlige billeder fra fødselsdagen: Kong Carl Gustaf omgivet af familien
Weekenden har budt på flere kongelige fødselsdage.
Lørdag var det vores egen prinsesse Benedikte, der fyldte 79 år, mens norske prinsesse Märtha Louises datter Maud Angelica samme dag fyldte 20 år.
Søndag er fødselsdagsfejringen nået til Sverige, hvor kong Carl Gustaf fylder 77 år.
Ligesom det gjorde sig gældende, da hans kusine dronning Margrethe fyldte år for et par uger siden, trådte også han ud på balkonen for at blive hyldet af folket.
Kong Carl Gustaf var i særdeles godt selskab på fødselsdagen, for foruden de mange royale fans kunne han også nyde fødselsdagen sammen med sin familie.
På balkonen viste han sig sammen med både hustruen, dronning Silvia, samt børn, svigerbørn og børnebørn.
Her ses familien på balkonen. Til venstre i billedet står kronprinsesse Victoria, prins Daniel og prins Oscar. Dernæst er det prins Alexander og prins Gabriel og så deres farmor, dronning Silvia. Ved siden af hende står prinsesse Estelle og prinsesse Sofia, der har prins Julian på armen.