Frederik og Mary til kroning i England: Så tætte er de med kong Charles og dronning Camilla
Nu er der ikke længe til, at en historisk begivenhed finder sted i London.
Storbritanniens kong Charles, 74, og dronning Camilla, 75, skal krones i Westminster Abbey lørdag den 6. maj, og her deltager en lang række kongelige fra hele verden.
Se, hvilke kongelige der deltager i kroningen, i linket herunder.
Fra Danmark kommer kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som – måske overraskende nok – har et nært forhold til kong Charles og dronning Camilla.
Det fortæller BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Marianne Singer.
- Det danske kronprinspar har et overraskende nært forhold til Charles og Camilla. Mange tror måske, de ikke er så tætte, fordi man ikke så ofte ser Charles og Camilla til kongelige fejringer i Danmark. Her har vi jo ofte ses Charles’ lillebror prins Edward og hans kone Sophie, siger Marianne Singer.
- Men de kender hinanden rigtig godt, kronprinsparret og kong Charles og dronning Camilla.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var også begge inviteret med til Charles og Camillas bryllup i 2005.
De måtte dog takke nej til invitationen, da kronprins Frederik var i Grønland på det tidspunkt.
- Frederik og Mary var også begge inviteret med til prins Charles’ 60- og 70-års fødselsdag på Buckingham Palace, hvor det kun var en udvalgt skare, der var med, og det vidner jo også om deres nære forhold, fortæller Marianne Singer, hofreporter og kongehusekspert på BILLED-BLADET.
I 2012 var daværende prins Charles og hertuginde Camilla på officielt besøg i Danmark, og selvom det var regentparret, dronning Margrethe og prins Henrik, der var værter, var det britiske prinsepar på flere opgaver med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Prins Charles og hertuginde Camilla boede også bl.a. på Amalienborg under deres besøg.
- Jeg husker især, hvordan kronprinsesse Mary og hertuginde Camilla hyggede sig sammen, da de besøgte optagelserne til den tredje og sidste sæson af DR-serien ”Forbrydelsen”. Camilla havde selv ønsket at besøge tv-holdet, da hun var stor fan af serien, som på engelsk hedder ”The Killing”, siger Marianne Singer.
Under besøget fik hertuginde Camilla overrakt en ”Sarah Lund-sweater” af selveste Sofie Gråbøl, der spillede hovedrollen i serien.
Langt ude er kong Charles og kronprins Frederik også i familie. Kong Charles’ tipoldemor, den danske prinsesse Alexandra, som blev dronning i Storbritannien, var søster til kronprins Frederiks tipoldefar kong Frederik den 8.