Afslører overraskende årsag: Derfor blev Theresia udvalgt til at medvirke i Årgang 0
Intet mindre end 300 familier sendte en ansøgning afsted til produktionsselskabet Easy film, da de i 1999 søgte medvirkende til den nye dokumentarsatsning ”Årgang 0”.
Blandt de mange navne i bunken lå også Lars og Theresias navne, og nu afslører holdet bag dokumentaren den overraskende årsag til, at netop deres familie blev udvalgt.
Det fortæller tilrettelægger på serien, Anne Hjort, i podcasten RealityRadio på 24syv.
Anne Hjort var med helt fra seriens spæde start, til produktionen i 2018 fik bundet en fin sløjfe på projektet. Sammen med instruktør Claus Ladegaard udviklede hun nemlig idéen til det nytænkende, danske dokumentarformat, som hun sidenhen fungerede som tilrettelægger på fra start til slut.
I første sæson kom danskerne på fornavn med de fem Årgang 0-piger: Rachel, Mathilde, Emma, Marie og Stephanie, da de kom til verden i år 2000.
Pigernes familier var, allerede inden de blev født, nøje udvalgt af produktionen, og til 24syv har Anne Hjort netop afsløret den overraskende årsag til, hvorfor netop Rachels mor blev udvalgt blandt mange.
– Vi valgte ud fra forskellige samfundsgrupper og forskellige steder i Danmark. Og så ville vi også gerne have en, som havde et kald som arbejde. Det kunne for eksempel være en lærer, en sygeplejerske eller en præst, som det jo så blev. Rachels mor. Det skulle være udenfor de sociale kategorier. En som var drevet af andre værdier end arbejde, forklarer Anne Hjort i podcasten.
Valget faldt på den unge, gravide præst Theresia, apotekeren Lars og parrets lille søn, David. Familien medvirkede som de eneste, sammen med Stephanie Siguenzas familie, fra første til sidste sæson.
Maries familie trak sig fra dokumentaren som de første, sidenhen tog Mathildes familie samme beslutning og efter mange år gjorde Emmas familie det samme.
Undervejs blev familien Elhauge dog tilføjet til "Årgang 0 "-flokken, og Christian blev dermed programmets eneste dreng.
Du kan lytte til hele podcasten her.