Det ser du ikke på tv: Kendisserne i Jaget vildt får denne mulighed, når kameraerne slukker
Fjerde sæson af det populære Kanal 5-program ”Jaget vildt” ruller i øjeblikket over fjernsynsskærmen. Her skal otte kendte danskere forsøge at skjule sig for et garvet efterforskningshold i hele ti dage.
Men det er slet ikke alt, du ser på tv.
For modsat en ægte fangeflugt, så har alle de medvirkende – både kendisser og efterforskere – familier og forretningsforbindelser, der ikke kan sættes på pause under hele optageperioden. Det afslører efterforsker i programmet, Flemming Fjord, til BILLED-BLADET.
Men selv om flugten ikke stopper, når kameraerne slukker, og arbejdstiden på sin vis hedder 24 timer i døgnet, i den korte periode optagelserne står på, så får alle medvirkende trods alt en tiltrængt pause over natten.
– Vi har nogle faste tider, der hedder fra 9 til 18, og så lukker vi ned. Man har lavet en aftale med kendisserne om, at der er en deadline om aften, fordi de skal passe deres civile job, familier og børn. Her kan de åbne en telefon, som vi ikke tracker, forklarer Flemming Fjord til BILLED-BLADET om de praktiske omstændigheder.
Aftalen betyder dog ikke, at de medvirkende kan bevæge sig helt frit.
– På et tidspunkt råber produktionen ”Freeze”, og så skal de forblive det sted, hvor de er rent fysisk, indtil vi starter op igen dagen efter. Derefter kan vi alle ringe hjem eller til forretningsforbindelser, så man kan holde butikken kørende, siger efterforskeren fra ”Jaget vildt”.
Flemming Fjord har en lang baggrund indenfor politiet. Han startede sin karriere i 1978 og har siden været ansat i Kriminalteknisk afdeling, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiets Rejsehold.
I dag er den tidligere politimand pensioneret og medvirker i programmet, fordi han synes, det er skægt.
”Jaget vildt” bliver sendt hver torsdag klokken 21:00 på Kanal 5 og på Discovery+.