Vild nyhed fra Lene Beier og familien: Sælger huset og flytter til udlandet
Lene Beier og hendes mand, Anders Beier, har taget en vild beslutning.
De har sat deres hus, som de selv har istandsat, i Søvang ved Dragør til salg.
Det har de gjort for at forfølge en gammel drøm, de har delt siden de mødte hinanden, fortæller de til TV 2.
Parret vil købe et hotel i et område af Østrig, hvor man kan stå på ski om vinteren og nyde naturen i sommerhalvåret.
Parrets to sønner, Arthur og Otto, skal efter planen med til Østrig, hvor den yngste skal gå i østrigsk skole, mens den ældste vil udnytte chancen for at uddanne sig til skilærer.
Anders og Lene Beier har endnu ikke hverken solgt huset i Danmark eller fundet det ideelle hotel i Østrig, men de er begge optimistiske.
Planen er, at det skal være et lille hotel med 15-20 værelser, fortæller Lene Beier til TV 2 og parret håber, at planerne kan komme til at gå stærkt.
– Hvis alt kører som smurt, så håber jeg på, at vi kan slå dørene op til et hotel i sommeren 2024. Men så er jeg også optimistisk, siger Anders Beier.
Da parret i sin tid istandsatte huset i Dragør blev processen til tv-programmet "Beier bygger". Om det nye hotelprojekt bliver til TV er endnu uvist, men Lene Beier siger til TV 2, at familien ikke er afvisende, hvis der er interesse i den retning.
Lene Beier skal efter planen fortsætte sit arbejde som tv-vært sideløbende med hoteldriften. Hun forsikrer, at optagelser til "Landmand søger kærlighed" og andre programmer kan passes ind i hotellivet.