Christina Applegate fik konstateret multipel sklerose for to år siden: Nu har hun trist nyt til sine fans
Det er to år siden, at skuespillerinden Christina Applegate fik konstateret multipel sklerose, og det har nu fået konsekvenser for hendes karriere.
Det fortæller hun til Vanity Fair.
Hollywoodstjernen medvirker i tv-serien ”Dead to me”, og det var under optagelserne til den sidste sæson, at hun fik den alvorlige diagnose.
Sidenhen har sygdommen blandt andet haft den konsekvens, at skuespillerinden ikke kan gå uden brug af stok.
Det har nu fået Christina Applegate til at overveje, om hun er færdig med sit arbejde foran kameraet.
- Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være på et filmset lige nu. Det her er en progressiv sygdom. Jeg ved ikke, om jeg får det værre. Jeg kan lave voiceover-ting, fordi jeg skal forsørge min familie og holde min hjerne i gang, fortæller stjernen i interviewet med Vanity Fair.
Den 51-årige skuespillerinde modtog i november 2022 en stjerne på Hollywood Walk of Fame. Hun er blandt andet kendt for sine roller i serierne "Married... with Children" og "Jesse". Privat er Christina Applegate gift med Martyn LeNoble, som hun har en datter sammen med.