13. maj. 2023
Af Malan Joensen

Købte mærket for at vise støtte til kongehuset

Dronning Alexandrine og kong Christian X. Indsat: Kongemærket fra Kong Christian den Tiendes Fond.
Dronning Alexandrine og kong Christian X. Indsat: Kongemærket fra Kong Christian den Tiendes Fond.
Fotomontage: Ritzau Scanpix og Aller Media
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Hvad er baggrunden for Kong Christian den Tiendes Fond?
Med venlig hilsen
Pernille Pedersen

Kære Pernille Pedersen
Fonden blev stiftet i anledning af kongens 70-års fødselsdag i 1940. Den oprindelige kapital stammer dels fra en folkegave til majestæten, dels fra overskuddet af salget af det kongemærke eller -emblem, som blev lanceret på fødselsdagen, men som blev produceret og solgt frem til Christian 10.s død i 1947, fordi det blev så populært. Danskerne købte mærket dels for at vise deres støtte til kongehuset, dels for at signalere passiv modstand over for tyskerne. Kong Christian blev det primære nationale samlingssymbol i besættelsesårene 1940-45, hvilket salget af emblemet var understregede. Hele 1.178.534 eksemplarer blev det til, hvilket indbragte en fortjeneste på ca. 1,5 mio. kr. svarende til ca. 35 mio. kr. i dag. Kong Christian den Tiendes Fonds eksisterer fortsat her 83 år efter dens stiftelse og yder støtte til forskning, til forebyggelse og bekæmpelse af sygdom og til kulturelle formål. Uddelinger sker på Christian 10.s fødselsdag den 26. september. Hvis du søger på "Kongens fødselsdag 1940" på Det Danske Filminstituts hjemmeside, www.dfi.dk, kan du opleve en kort dokumentar fra kongens 70-års fødselsdag. Den viser, hvor populær han reelt var.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.


Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.


Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: