Mette og Steen fra Gift ved første blik: Derfor er de sammen igen
Det gik ikke imellem Mette og Steen fra den seneste sæson af ”Gift ved første blik”.
Det fandt parret rimelig hurtigt ud af under optagelserne, og selv om det så ud til, at de skiltes fredeligt og med planer om et venskab, lagde de alligevel afstand til hinanden efterfølgende.
Forleden mødtes de dog igen, og BILLED-BLADET var med.
– Vi er venner på Facebook, men vi har ikke noget med hinanden at gøre. Men er der bobler og reception, så står Steen der jo … smilede Mette.
Anledningen til boblerne var, at hun holdt bogreception for sin nye bog ”KNALD på datingjunglen”, der er baseret på hendes egne og veninders oplevelser i datingjunglen.
Måtte lægge bog om Gift ved første blik i skuffen
Mette har også været i gang med en bog om ”Gift ved første blik”, men det har hun måttet lægge i skuffen, efter at jurister fra produktionsselskabet bag ”Gift ved første blik” har haft fat i hende.
Hun lover dog, at der kommer en bog mere …
– Der kommer en bog mere – en efterfølger. En fiktiv bog. Jeg måtte ikke skrive min bog om ”Gift ved første blik” på grund af tavshedspligt og juristeri … Men der kommer en bog, der er inspireret af ting, jeg har oplevet – men fiktiv … Jeg skal ikke have ørerne i maskinen, smiler hun.
Hun er ærgerlig over, at bogen ikke kan blive autentisk om hendes oplevelser fra programmet.
– Jeg havde skrevet en tredjedel, så det var smadderærgerligt. Og det er underligt, for alle medvirkende udtaler sig jo alligevel, når programmerne kører. Men jeg vil ikke have ballade.