Prins William udvider: Nu bliver det en hel uge
Prins William har siden 2021 uddelt the EarthShot Prize.
Prisen kommer i forlængelse af Earthshot-projektet og Earthshot Prize skal hylde de mennesker, der lægger sig i selen for at skabe reelle forandringer og ændringer, der kan reparere vores planet.
Det er planen, at prisen skal uddeles hvert år i 10 år og i løbet af de 10 år er håbet, at forskningen og udviklingen er kommet så langt, at projektet og den afledte pris ikke længere er nødvendig.
I år vil prisuddelingen finde sted i Singapore, har prins William afsløret på sin og prinsesse Kates officielle instagramprofil.
EarthShot Prize bliver uddelt den 7. november i den asiatiske millionby, men for første gang vil prisuddelingen være kulminationen på en uges arrangementer.
EarthShot Week kalder prins William det.
Planen er, at globale ledere, virksomheder og investorer mødes i Singapore for at udforske spændende muligheder, der kan presse på for at accelerere de løsninger, de nominerede til EarthShot Prize arbejder med og skabe håndgribelige handlinger for at reparere planeten, oplyser organisationen bag prisuddelingen og projektet.
Prins William og prinsesse Kate er begge involverede i projektet og ventes begge at deltage i Singapore, præcis som de deltog ved uddelingen i London i 2021 og i Boston sidste år.