Fanget på tv: Disse kendte danskere er i Rom for at se Holger Rune
Da det danske tennistalent Holger Rune tidligere i dag kæmpede sig videre til kvartfinalen, der skal spilles mod Novak Djokovic, var det med fuld opbakning fra en række kendte landsfæller, der alle havde taget turen til Rom.
Den kun 20-årige tennisstjerne Holger Rune var forud for kampen mod australske Alexei Popyrin storfavorit til at vinde, og selv om opgøret da også endte med dansk sejr, så blev kampen tættere end forudset.
Men især når tingene spidser til, så hjælper hep og kærlighed fra landsfæller altid godt på vej, og forud for kampen blev en lille håndfuld kendte danskere da også spottet på tribunen.
Her sad journalist Mikael Bertelsen, der er gigantisk fan af den unge spiller, samt TV 2-korrespondent Eva Ravnbøl, der dog også til daglig bor i Rom, og tv-kok Claus Meyer.
De havde alle taget turen sydpå og overværede derfor det danske tennistalent i aktion, ligesom sidstnævnte delte en række stories på sin Instagram-profil fra oplevelsen.
Efter dagens sejr venter nu opgøret mod superstjernen Novak Djokovic, der ligger nummer et på verdensranglisten. En kamp unge Holger Rune glæder sig til, selv om han allerede har spillet mod ham to gange tidligere.
Det udtaler han i et interview med DR.
– Jeg kan ikke vente med at spille mod verdens nummer ét. Det bliver hårdt, og det bliver en stor oplevelse, selv om jeg har spillet mod ham før. Jeg glæder mig helt vildt, siger Holger Rune til DR.