Er det her en ny trend? Grev Henrik fik anderledes konfirmationsgave
Grev Henrik glædede sig over de mange gæster, der kom fra nær og fjern for at fejre ham på hans konfirmationsdag i Paris.
Blandt de omkring 50 gæster var prins Joachim og prinsesse Maries nære venner, greveparret Christian og Mette Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær Slot på Langeland.
De deltog sammen med deres datter, Benedicte på 13 år.
Unik gave
Greveparret fortalte ved ankomsten til Frederikskirken til BILLED-BLADET, at de glædede sig meget til konfirmationen og havde medbragt en helt særlig gave, som ser ud til at være populær blandt nutidens konfirmander, og helt anderledes end dengang konfirmandernes højeste ønske var et stereoanlæg.
- Vi ser frem til at deltage i konfirmationen - en god frokost, godt selskab og at fejre den unge mand, lød det med et smil fra Christian Ahlefeldt-Laurvig.
- Og se, hvor stor han er blevet. Vi har jo ikke set ham helt så meget, efter de er flyttet til Paris. Vi glæder os til at se hele familien igen. Vi har faktisk givet ham nogle aktier i konfirmationsgave, fortalte Mette Ahlefeldt-Laurvig, der var smuk i en fin kjole fra Bach Copenhagen.