Hans Lindberg har slået vanvittig rekord
Trods sine 41 år er Hans Lindberg stadig håndboldspiller på topniveau, og det har han endnu en gang bevist.
Denne gang er der ikke tale om, at endnu en titel eller et mesterskab er kommet i hus – der er derimod tale om en helt vanvittig rekord fra danskerens side.
For Hans Lindberg er nemlig fortsat særdeles målfarlig, og det beviste han endnu en gang, da han lørdag var i kamp for sin klub, Füchse Berlin, og det betyder, at han nu har scoret hele 2907 mål i Tysklands bedste række, Bundesligaen.
Det imponerende tal gør ham til den spiller nogensinde, der har scoret allerflest mål i Bundesligaen.
Rekorden for flest scorede mål har i 15 år siddet trygt og godt hos koreanske Kyung-Shin Yoon, der har 2905 Bundesliga-mål på CV’et, men på grund af Hans Lindberg må han nu nøjes med andenpladsen.
- Jeg vil gerne vove den påstand, at det her er en rekord, der aldrig bliver slået igen. Det er helt ekstraordinært, at vi har en spiller på 41 år, der stadig leverer på så højt et niveau, siger håndboldekspert Bent Nyegaard til TV 2.
Hans Lindberg har rig muligt for at udbygge sin rekord, for han har kontrakt med Füchse Berlin frem til sommeren 2024. Herefter vender han hjem til Danmark for at spille i sin barndomsklub, Høj Elite.