Emil Midé Erichsen ærligt om at sejle med Ena Spottag: Et fantastisk bekendtskab
Emil Midé Erichsen har kendte navne med som gæster på Havana i ”Min egen kurs”, hvor fællesnævneren er, at alle er gået i deres kendte forældres fodspor. Ena Spottag sagde ja til sejlturen med en drøm om at komme i skipperlære og lade paraderne falde og mærke den ro, hun har længtes efter.
En dejlig tur
– Ena var et fantastisk bekendtskab, og vi havde en dejlig tur, fortæller Emil Midé Erichsen til BILLED-BLADET.
– Ena ville gerne prøve at sejle rigtigt og mærke den ro, der kan opstå på havet. Så vi sejlede nonstop – også om natten. Hun sov lidt i en sovepose udenfor, og så styrede hun et par timer, mens jeg lå og blundede lidt.
Mærkede roen
– Vi oplevede den smukkeste sensommernat med fint vejr. Og det var ret fantastisk at opleve, hvordan det virkede, som om at Ena på halvandet døgn på havet nåede at mærke den ro, der er ved at komme ud, hvor mobiltelefonen ikke får et signal, og hvor der er lidt højt til himlen, siger Emil Midé Erichsen om sin gast på Havana.