Dronningen af Rock'n'roll: Sådan ville Tina Turner gerne huskes
Onsdag aften kom det frem, at den verdenskendte sangerinde, Tina Turner, er gået bort i en alder af 83 år.
Verdensstjernen efterlader sig både familie og et musikalsk eftermæle, der for længst har skrevet sig ind i historien. Men hvordan håbede dronningen af Rock'n'roll selv, hun ville blive husket efter sin død?
Det spørgsmål har hun tidligere besvaret i et interview med The Guardian.
Her fortæller Tina Turner blandt andet, at hun ikke frygter sin alderdom. Tværtimod.
Sangerinden syntes, at livet var et eventyr, og hun brugte hver dag på at omfavne og acceptere, hvad end det kastede i hendes retning. Derudover satte sangerinden ord på, hvordan hun håber omverdenen husker hende, den dag hun ikke er her mere.
Nu er den dag kommet.
– Som dronningen af Rock'n'roll. En kvinde der viste andre kvinder, at det er okay at stræbe efter succes på sine egne præmisser, fortalte Tina Turner i interviewet.
Et mål man med rette kan sige, at hun har opnået.
”Proud Mary”-sangerinden har nemlig både formået at skabe sig et musikalsk eftermæle med verdensomspændende Rock'n'roll-hits som ”What’s Love Got to Do with It? og ”We Don’t Need Another Hero”, ligesom hun har stiftet familie og opfostret hele fire børn.
Tina Turner efterlader sig nemlig, foruden sin store kærlighed Erwin Bach, som hun mødte i 1986, sønnerne Ike Turner Jr. Og Michael Turner.
Sangerinden har desuden sønnerne Craig Turner og Ronnie Turner, der i dag begge er gået bort, i henholdsvis 2018 og 2022.
Tina Turner oplevede moderskabet for første gang som 18-årig, da Craig Raymond Turner kom til verden. Efterfølgende blev hun gift med Ike Turner, der sidenhen adopterede Tina Turners førstefødte.
Sangerinden adopterede ligeledes sin daværende mands to sønner, Ike Turner Jr. Og Michael Turner. I 1960 fik parret desuden deres første og eneste, biologiske fælles barn, Ronnie Turner.
Du kan læse hele artiklen her.