Det er slut: Sarah Grünewald vinker farvel til sportsprojekt
Det er ikke mere end to år siden, at der dukkede et nyt sportsbrand op i Danmark.
Redo Copenhagen.
Brandet blev startet af Hans Lindberg, Chris Beierholm og Sarah Grünewald, men nu takker sidstnævnte altså af for nu.
Det skriver hun på sin Instagram.
Under billedet, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele, fortæller hun om sin beslutning.
Hun løfter ikke sløret for, hvorfor hun stopper, men understreger, at det har været både spændende og lærerigt for hende at være en del af projektet.
- Det har været to spændende og ikke mindst, ekstremt lærerige år med både design, drift og marketing. Redo flyver videre uden mig og lige nu glæder jeg mig bare til at se hvilke eventyre der så venter forude! Af hjertet tak og kæmpe krammer til alle jer seje, dygtige og dejlige mennesker som jeg fik lov til arbejde med i denne her forbindelse. Til vi ses igen, afslutter hun opslaget.
Sarah Grünewald har haft godt gang i projekterne de seneste måneder, og er netop hjemvendt fra optagelse på programmet ”Over Atlanten”, der bliver sendt på Kanal 5.