Se det supersøde billede: Stine og Niels fra Landmand søger kærlighed har holdt barnedåb for deres lille Frida
Det var tilbage i 2020, at danskerne lærte Stine Martine Pedersen og Niels Pors at kende i ”Landmand søger kærlighed”, og siden er det gået hurtigt for parret.
De flyttede sammen senere samme år, og i 2022 blev de gift. Samme år blev Stine gravid, og den 12. februar kom parrets lille datter til verden.
Hun hedder Frida, og pinsedag fik hun helt officielt sit navn, idet der blev holdt barnedåb.
- Efter at have overvejet mange navne kom jeg hjem fra arbejde en dag og foreslog Frida. Det navn havde Niels overvejet selvsamme dag, og derefter stoppede vi faktisk med at snakke om navne, vi var vilde med Frida. Vi ville dog gerne lige møde hende, før vi besluttede os endeligt, forklarer Stine i en mail til BILLED-BLADET, som også har fået lov at bringe dette søde billede af dåbsbarnet og hendes stolte forældre.
Det var langt fra tilfældigt, at lille Frida blev døbt netop den 28. maj.
Det var nemlig på samme dato året før, at Stine og Niels blev gift hjemme i haven, og de kunne derfor fejre etårs bryllupsdag på datterens store dag. Bryllupsfesten holdt de dengang hjemme i den gamle stald, der hører til deres bolig, som ligger ved Brørup, og det var også her, at de i den forgangne weekend havde samlet familie og venner til barnedåb.
Den 28. maj var i øvrigt også den dato, hvor Stine inviterede Niels med på romantisk weekend i forbindelse med optagelserne til ”Landmand søger kærlighed” i 2020 – så parret har mange gode grunde til at huske netop den dato.