En tragisk hændelse fik Mikkel Kryger til at ændre måden, han er far på
Mikkel Kryger, 40, er én af de faste værter, der siger godmorgen til danske tv-seere på TV 2.
Når han ikke er på skærmen i ”Go’ morgen Danmark”, er han hjemme hos sin familie, der består af hustruen Mill og deres tre børn Max på 6, Lui på 4 og Uma på 1 år.
Til Vores Børn sætter han ord på sit liv som far.
Tragisk hændelse
Samværet med sine børn prioriterer han højt, da han hver måned har 11 faste vagter på ”Go’ morgen Danmark”, der slutter klokken 10.00 om morgenen.
Det giver ham mulighed for at få en masse tid med sine børn, mens Mill for tiden er hjemmegående og passer parrets yngste.
Mikkel Kryger har gjort sig mange tanker om at være far, men det ændrede sig markant, da en af hans tætte venner mistede sin halvandenårige datter.
Da det skete, mærkede han, at der pludselig var et rum, hvor man gerne må udtrykke sin sorg eller sine svære tanker.
- Min rolle som far blev gjort meget mere klar efter den tragiske hændelse. Det gik op for mig, hvor kort tiden er, og jeg ændrede mine perspektiver på hverdagen. Hvad er det, der er vigtigt? Hvad har jeg lyst til i mit liv, og hvad har jeg ikke? Bruger jeg tid nok med mine børn? Min ven var ekstremt god til at sætte ord på sine følelser, og jeg sugede det til mig. I mit hoved banede han vejen for, at det er okay som mand at være knust og ødelagt, og gennem vores samtaler fik jeg også afløb for min egen sårbarhed, fortæller han til Vores Børn ifølge Alt.dk.
Skal blive bedre
Det har lært ham, at han generelt er blevet bedre til at tale om sine følelser, men der er stadig lang vej endnu, erkender han.
- Jeg har det bedst med at skabe god stemning. Det er en rolle, jeg har taget til mig, og jeg har skulle finde ud af i mit voksenliv, hvordan jeg stadig kan være den glade og sjove Mikkel, samtidig med at turde at være hele mig og også være den, der taler sårbarheden frem. Det har forældreskabet helt sikkert lært mig, fortæller han.
Mikkel Kryger har samlet en masse af sine tanker om at være far, der bliver til en bog, som udkommer til efteråret.
Til BILLED-BLADET har han tidligere fortalt, at bogen skal videregive nogle af de erfaringer, han har gjort sig i sin tid som far.