Mikael Bertelsen gav Thomas Helmig et rørende tak efter barndom med alkoholiseret far
Thomas Helmig åbner i programmet "All Exclusive" op for hans fortid, hvor han i perioder havde problemer med for meget alkohol. I programmet fortæller Malaga-sangeren, at han i dag lever et liv helt uden alkohol – en bedrift han er meget stolt af.
Netop denne snak vækker nogle helt særlige minder for Mikael Bertelsen, der voksede op med en far, der var alkoholiker.
– Det er meget inspirerende at høre jer tale om det. Det har nok noget at gøre med, at jeg er barn af en alkoholiker, fortæller Mikael Bertelsen i programmet, da snakken falder på, hvorfor Thomas Helmig valgte at gå i behandling.
– Alle mine handlinger er påvirket af det (af farens alkoholmisbrug, red.). Jeg vil tro, at den måde jeg 99 % af tiden gebærder mig på i livet, er sluppet ud fra det. Det er noget, der virkelig har påvirket mig, fortæller Mikael Bertelsen til Casper Christensen og Thomas Helmig, mens han forsøger at lede efter ordene.
Mikael Bertelsens far, Gunnar Bertelsen, stod blandt andet bag Café Victor, Victors Garage og Café Dagmar i 1980'erne i København, der blev til kæmpe succeser.
– Så jeg vil bare gerne sige, for det tror jeg aldrig, at jeg fik sagt til min far, i de perioder han stoppede med at drikke. Man kan virkelig godt lide dem, der stopper. Så det ville jeg lige sige tak for. Det rørte mig meget, fortæller Mikael Bertelsen til Thomas Helmig.
Mikael Bertelsen er privat gift med Malou Aamund, der er ansat i erhvervslivet.