Så er det officielt: Her skal Pernille Harder spille de næste tre år
Det er nemlig netop blevet officielt torsdag, at hun skifter det engelske og fodboldklubben Chelsea ud med Tyskland og Bayern München. Her har hun underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2026.
Det blev allerede klart i midten af maj, at Pernille Harder skulle videre fra Chelsea, og at hun ville forlade klubben efter denne sæson.
Og selvom rygterne længe har svirret, så er det altså først torsdag, at Bayern München og Pernille Harder endelig kunne offentliggøre nyheden.
På den tyske fodboldklubs hjemmeside har hun udtalt, at hun glæder sig til det nye eventyr i den tyske Bundesliga.
- FC Bayern er en fabelagtig klub. Både spillerne og holdet omkring har en masse potentiale. Det ville jeg gerne være en del af, fortæller hun.
Pernille Harder har tidligere driblet rundt og scoret mål i Bundesligaen. Fra 2017 til 2020 spillede hun for klubben VfL Wolfsburg, inden hun rykkede til Chelsea i 2020.
Men den danske fodboldstjerne kan glæde sig til mere end bare et nyt fodboldeventyr.
FC Bayern har nemlig også skrevet kontrakt med svenske Magdalena Eriksson, som Pernille Harder danner par med privat.