En undskyldning pakket ind i sjov: Niels Olsen og Niels Ellegaard siger undskyld på Cirkusrevyens vegne med ny sketch
På Cirkusrevyens vegne siger Niels Olsen og Niels Ellegaard nu, med en sjov dådyr-sketch, undskyld for den måde, man tidligere har seksualiseret især revyens kvindelige ansatte.
En undskyldning de for nylig gæstede "Aftenshowet" på DR for at sætte yderligere ord på.
– Det er en regulær undskyldning. Vi pakker det ind i sjov, og det er da også et sjovt nummer, men vi har haft nogle snakke om, at det har været voldsomt, hvad de kvinder var udsat for dengang. Det er vores pudsige måde at sige undskyld på, siger Niels Ellegaard i interviewet.
For undskyldningen er godt nok pakket ind i et skægt revynummer, hvor førnævnte navnebrødre sammen med Mads Knarreborg iklæder sig dådyrhorn og en lille dragt, der overlader meget lidt til fantasien.
Alligevel bekræfter både Niels Olsen og Niels Ellegaard, at den er helt reel.
De fortæller desuden, at de naturligvis blev inspireret af TV 2-serien ”Dansegarderoben”, der i flere scener kaster lys over den seksualisering der fandt sted på revyen i 1970’erne.
I programmet forklarer revyskuespillerne, at undskyldningen også skal forstås som et opråb til deres egen generation, der må forstå, at man ikke kan sige de samme ting, som man gjorde for 60 år siden.
Cirkusrevyen havde premiere den 11. maj, hvor den røde løber traditionen tro var rullet ud for at modtage de mange kendte, der strømmede til Dyrehavsbakken.
I årets revy kan man, foruden Niels Olsen, Niels Ellegaard og Mads Knarreborg, opleve Merete Mærkedahl og Bodil Jørgensen.
Du kan se hele programmet her.