7. jun. 2023
Af Malan Joensen

Prins Joachim går ny fremtid i møde: Dette bliver hans største udfordring

Grev Henrik, prinsesse Marie, komtesse Athena og prins Joachim 
Grev Henrik, prinsesse Marie, komtesse Athena og prins Joachim
Foto: Hanne Juul
Prins Joachim, prinsesse Marie, grev Henrik og komtesse Athena flytter til Washington senere på sommeren.

Prins Joachim kan onsdag fejre sin 54-års fødselsdag, og mens denne dag sandsynligvis markeres i hjemmet i Paris, venter der en anden hjemadresse for prinsen næste gang, han fylder år.

Senere på sommeren begynder et helt nyt kapitel for prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn grev Henrik og komtesse Athena, når de flytter til Washington i USA.

Her har prins Joachim fået arbejde som forsvarsindustriattaché for Forsvarsministeriet på Danmarks Ambassade i Washington D.C., hvor prinsen som Danmarks repræsentant i de kommende år skal være med til at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde med USA og Canada.

Prins Joachim kommer fra et job som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, så derfor vil prinsen med al sandsynlighed have et stort forhåndskendskab til stillingen.

Ifølge hofreporter og kongelig ekspert Marianne Singer vil der dog være en anden stor arbejdsmæssig udfordring for prins Joachim i forbindelse med det nye liv i USA:

- Jeg tror, at prins Joachims største udfordring det kommende år bliver fortsat at kunne varetage sine mange protektioner efter flytningen til USA. Især når det kommer til at være fysisk tilstede ved arrangementer, der afholdes i Danmark, forklarer Marianne Singer og uddyber:

- I forvejen har prins Joachim forståeligt nok ikke kunnet være lige så synlig med sine protektioner, efter at han fik job i Paris. Og nu flytter han og familien endnu længere væk. Det vil uden tvivl gøre det sværere for ham at være tilstede.

I løbet af årene i Paris har prins Joachim dog været kreativ med at vise sin støtte til protektionerne på trods af den store afstand.

Prinsen har blandt andet lavet videohilsener på kongehusets og protektionernes sociale medier, hvor han har kunnet bakke op om deres vigtige budskaber og mærkesager.

Marianne Singer tilføjer, at prinsen jo udover protektionerne har et krævende fuldtidsjob på ambassaden, som han får travlt med i hverdagen.

Hofreporteren er derfor også sikker på, prins Joachim har en plan klar for, hvordan han vil få passet alle forpligtelserne efter flytningen til USA.

Og måske kan han lade sig inspirere af sin hustru:

- Prinsesse Marie er jævnligt i Danmark, hvor hun henover et par dage er på opgaver med forskellige af sine protektioner og dermed kan støttet op om en ”pakke” af protektioner over et kort tidsrum, forklarer Marianne Singer og tilføjer:

- Det kunne også være en oplagt løsning for prins Joachim, der helt sikkert stadig har stor interesse i at opretholde en tæt kontakt med sine 42 protektioner, der blandt andet tæller Dansk Skoleidræt, Europa Nostra Danmark, Fjord & Bælt, Museum Sønderjylland og Unge Forskere.

- Og så vil prins Joachim selvfølgelig være en vigtig og stærk stemme for Danmark på forsvarsområdet i USA, slutter Marianne Singer.

Læs mere om: