Mens kong Harald og dronning Sonja er i Danmark, passer denne kongelige den royale butik
Kong Harald, 86, og dronning Sonja, 85, har pakket kufferterne til et par spændende og hyggelige dage i Danmark.
Her skal de først besøge deres gode veninde dronning Margrethe i København, og senere drager de med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary til Aarhus, hvor det royale firkløver deltager i flere officielle programpunkter.
Mens kong Harald og dronning Sonja er udenlands, passer kronprins Haakon, 49, tjansen som regent i Norge, og han er vanen tro blevet udstyret med titel af "kronprinsregent" i de dage.
Kronprins Haakon har stor erfaring i at hjælpe sin far kongen, da han i de senere år med jævne mellemrum har taget over, mens kong Harald har været sygemeldt på grund af forskellige helbredsudfordringer.
Ifølge det norske kongehus' officielle kalender skal kronprinsregent Haakon både torsdag og fredag have fast audiens, blandt andet med den norske statsminister Jonas Gahr Støre, og fredag er der desuden statsråd på det kongelige slot i Oslo.
Kong Harald og dronning Sonja rejser til og fra Danmark med Kongeskibet Norge, og de lægger ifølge programmet fra kaj i Aarhus fredag aften, hvorefter de ventes at sætte kurs mod hjemlandet igen.