En læser undrer sig: Er disse to prins Henrik-skulpturer ens?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Prins Henriks skulptur "Miss Fredensborg”, der står i Ringkøbing, er den identisk med den, der står i Fredensborg Slotshave?
Med venlig hilsen
Doris Jensen
Kære Doris Jensen
Skulpturerne er opført i samme stil og minder en del om hinanden, men er ikke ens. Jeg forstår godt dit spørgsmål. For den ca. 2 meter høje bronzeskulptur, der står på Torvet i Ringkøbing, og som byen erhvervede i maj 2017, hed oprindelig "Miss Fredensborg", fordi den var det første kunstværk, han havde lavet i Fredensborg, hvor han ellers ikke plejede at arbejde med sin kunst. I forbindelse med afsløringen gav han imidlertid byen lov til at kalde værket for "Miss Ringkøbing", hvad den har heddet lige siden. Skulpturen havde i øvrigt stået til låns i byen siden 2015, så ringkøbingenserne følte allerede, at den var deres. Den noget større torso-skulptur i bronze "Miss Fredensborg", der står i den private del af Fredensborg Slothave, og som også er udformet af prins Henrik, var regentparrets gave til hinanden i anledning af deres guldbryllup. De afslørede den sammen med deres nærmeste i begyndelsen af juni 2017.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".