14. jun. 2023
Af Catja Klarskov

Kækt svar! Sådan dater Mads fra Bachelorette i Danmark

Mads Rommelhoff 
Mads Rommelhoff
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Mads fra ”Bachelorette” løfter nu sløret for, hvad der vanligvis står på programmet, når han dater kvinder hjemme i Danmark.

I øjeblikket kan Mads Rommelhoff opleves i TV 2-programmet ”Bachelorette”. Her kæmper han mod knap et dusin andre fyre om Mette og Julies gunst under Mexicos bagende sol.

Hjemme i Danmark har Mads dog også en del erfaring med datinglivet, om end der vanligvis står en anden og lidt overraskende aktivitet på programmet.

Det afslører han i aftenens afsnit af ”Bachelorette”.

Mads og Julie befinder sig nemlig på en rolig aftendate, da hun spørger, hvordan han plejer at date hjemme i Danmark.

Bejleren fra Nykøbing Falster bygger først en stemning op, hvorefter han kommer med et svar, der mildest talt overrasker Julie.

– Når jeg går på date hjemme i Danmark, så går jeg i swingerklub, svarer Mads, hvorefter Julie bliver så befippet, at hun får sprøjtet indholdet af sit vinglas i ansigtet på sig selv.

Til trods for at nyheden bliver leveret med stor overbevisning, viser det sig alligevel at være en spøg, og det rigtige svar befinder sig i en helt anden boldgade.

Mads fortæller herefter, at der på hans hjemstavn findes en skov, hvor der lever vilde heste og køer. Her ynder den 24-årige bejler ofte at invitere kvinder på date.

Hvorvidt en date, i Nykøbing Falsters vilde natur, ville i god smag hos bypigen Julie, står tilbage i det uvisse, men sikkert er det, at der er store smil og gode grin på daten.

Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og TV 2 Play.

Læs mere om: