Fandt ikke kærligheden i Bachelorette: Nu afslører Alexander dejligt nyt
Aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Bachelorette” bød på en følelsesladet afsked med bejleren Alexander Mainborg, da hverken Julie eller Mette tilbød ham en rose.
Men selv om eventyret for Alexanders vedkommende ikke udviklede sig til en stormfuld forelskelse for rullende kameraer, så står det bestemt ikke stille på kærlighedsfronten for den 30-årige bejler.
Efter sin hjemkomst til Danmark har han nemlig været på mange gode dates og søger fortsat den store kærlighed, der muligvis venter lige om hjørnet.
– Jeg er en del frem og tilbage i London, fordi jeg laver noget videreuddannelse, og her har jeg mødt en pige. En lille flirt. Det er stadig meget nyt, og det vigtigste for mig er, at ting vokser organisk, fortæller Alexander til BILLED-BLADET.
Alexander, der til daglig arbejder i udlandet, hvor han underviser i personlig udvikling og kommunikation, var først og fremmest rejst den lange vej til Mexico for at finde kærligheden.
I sin tårevædede afsked lagde han dog ikke skjul på, at den største sorg ikke var at forlade kvinderne, men derimod afskeden med de andre bejlere i villaen.
Desuden kom den manglende rose ikke som en overraskelse.
I timerne op til roseceremonien var Alexander egentlig rolig, og regnede med at han fortsat ville være i villaen efter ceremonien. Pludselig fik han dog en fornemmelse, han selv beskriver som et forvarsel.
– Da vi kom op til ceremonien, fik jeg en særlig ro. Det var som om, der kom en ånd og sagde: ”Det er okay. Alt skal nok gå.” Bagefter var jeg fuld af ro og klarhed. Det hjalp mig til at acceptere situationen, forklarer Alexander til BILLED-BLADET.
Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og TV 2 Play.