Store ændringer på dronning Margrethes slot: Pengestærke erhvervsfolk betaler
Der sker store forandringer på dronning Margrethes ferieslot i Aarhus.
For selv om solen står højt på himlen, er Marselisborg Slot i øjeblikket godt pakket ind – i stilladser.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Det er flere pengestærke aarhusianske erhvervsfolk, der nu sørger for, at slottet får en overhaling.
Blandt andet skiftes slottets tag.
De fire gavegivere er Salling Fondene, Holch Povlsen Foundation, Systematic og LINDBERG OPTIK, der sidste år forærede dronning Margrethe 40 millioner til renoveringen.
Det skete i anledningen af dronningens 50-års regeringsjubilæum, hvor milliongaven blev overrakt til Aarhus Kommunes officielle middag i forbindelse med dronningens sommertogt.
I front for de glade gavegivere ses blandt andre Karin Salling og Anders Holch Povlsen.
Karin Salling er næstformand i Sallingfondene – en post hun har haft, siden hendes mand, storkøbmanden og direktør Herman Salling, gik bort i 2006.
Hun har en stærk tilknytning til Aarhus, og fondene har i årenes løb doneret store pengebeløb til projekter i byen.
Karin Salling blev udnævnt til kammerdame af dronning Margrethe i januar sidste år.
Ligesom Salling har Anders Holch Povlsen en stærk tilknytning til Aarhus.
Anders Holch Povlsen er ejer og administrerende direktør i familievirksomheden Bestseller, og han bor selv lidt udenfor byen.
Gennem årene har han en investeret massivt i byen, heriblandt i et stort Bestseller-kontordimicil på havnen, og i 2021 stiftede han så Holch Povlsen Foundation.
Anders Holch Povlsen og hustruen Anne er private venner af kronprinsparret.