Dansk sæsonvare på menuen: Det skal kong Harald, dronning Sonja og kronprinsparret have at spise til frokosten i Århus
Det norske kongepar kong Harald og dronning Sonja er på officielt besøg i København og Aarhus over den 15. og 16. juni.
Torsdag den 15. juni blev det dejlige besøg skudt igang med en storslået velkomst af kongeparret ved Nordre Toldbod i København, hvor dronning Margrethe stod klar til at tage imod sine nære venner med åbne arme.
Efter et mindre uheld, hvor kong Harald snublede på trappen på vej op for at hilse på dronning Margrethe, kan kongeparret se frem til at deltage i en erhvervskonference i Industriens Hus sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Til aften vil de gæste en festmiddag i deres ære, når dronning Margrethe afholder en festmiddag for dem i Christian VII’s Palæ på Amalienborg. Her vil kronprinsparret også deltage.
Lige her kan du læse hele planen for det norske kongepars besøg i Danmark:
Skøn frokost i Århus
Efter en dejlig dag i København torsdag går turen videre til Århus, hvor både kronprinsparret og kong Harald og dronning Sonja ifølge tidsplanen vil ankomme med de to kongeskibe kl. 09:30 fredag morgen.
Her kan alle interesserede tilskuere stå klar på Havnepladsen, hvis man vil fange et glimt af den norske monark og det danske kronprinspar.
I Århus vil kongeparret deltage i endnu en erhverskonference, denne gang på DOKK1, efterfulgt af et møde med norske studerende.
Efter snakken med de studerende vil kongeparret og kronprinsparret gå til bords for at nyde en frokost på rådhuset i Århus.
Ifølge Jyllands-Posten, som har talt med Århus borgmesters personlige assistent, Rouya Hamedani, har rådhusets egen chefkok sammensat en menu, der siden er blevet prøvesmagt og godkendt. Menuen består bl.a. af boghvede vafler, nye danske kartofler, tangchips og hjemmelavet chokoladekage.
Kuvertprisen er 270 kr. (eksl. drikkevarer), og maden tilberedes i samarbejde med 19 kokkeelever fra Aarhus Tech.