Prins William fylder 41 år: Kongehuset deler usædvanligt fødselsdagsbillede
Onsdag fejres Storbritanniens prins William, der fylder 41 år.
Fødselsdagen markeres naturligvis af kongehuset, der i anledningen har delt et billede af fødselaren på deres sociale medier.
Men mens kongehuse har for vane at dele et portræt af fødselaren, har det britiske kongehus denne gang gjort det lidt anderledes.
I stedet for det klassiske fødselsdagsportræt, har kongehuset delt et billede af prins William sammen med kong Charles i et rigtigt far-søn-øjeblik.
Billedet er taget i Westminster Abbey, og det er højst sandsynligt fra prøverne forud for kroningen i maj.
Her ses kong Charles bære den gyldne kappe ’The Imperial Mantle’, mens far og søn deler et grin.
– Ønsker prinsen af Wales en glædelig fødselsdag i dag, skriver kongehuset til billedet.
Selv om kongehuset ikke har delt et portræt af prinsen, er det ikke længe siden, at prinsen og prinsesse Kate selv delte et.
Da Storbritannien i søndags fejrede fars dag delte prinseparret et billede af William med sine tre børn.