Prinsesse Catherine mødte verdensstjerne på museum
Prinsesse Catherine er protektor for National Portrait Gallery i London, der har gennemgået en omfattende renovering og ombygning.
Museet er efter tre år endelig klar til at åbne for offentligheden igen og det blev markeret af prinsessen tirsdag, to dage før museet slår dørene op for gæster igen.
Genåbningen blev fejret med en rundvisning i de nyrenoverede lokaler og de udstillinger, der venter de besøgende på museet.
Renoveringsprocessen, der er den største og mest betydningsfulde af sin art på National Portrait Gallery siden 1896, har desuden betydet, at museet har indkøbt ny kunst, ikke mindre end 50 nye portrætter, der så vidt muligt udstilles i forbindelse med genåbningen.
På museet mødte prinsesse Catherine også en vaskeægte verdensstjerne.
Blandt de indbudte gæster var nemlig ingen ringere end sir Paul McCartney, der er verdensberømt for sin musik og sin fortid som medlem af The Beatles.
Det var dog ikke som musiker, men derimod som udøvende fotograf, sir Paul var inviteret.
Under rundvisningen fik prinsesse Catherine, der også hilste på Paul McCartneys hustru, Nancy Shevell, lejlighed til at få et smugkig på fotografiudstillingen af Sir Paul McCartney, som åbner i næste uge.
Se billeder af mødet mellem prinsessen og verdensstjernen, der så ud til at hygge sig gevaldigt i hinandens selskab, i galleriet øverst.