Sikken et match! Dronningerne Maxima og Mathilde i smukke kjoler fra samme designer
Dronning Mathilde og dronning Maxima osede af kongelig elegance, da de onsdag aften ankom til kulturhuset Flagey i Bruxelles.
Her havde det hollandske kongepar dronning Maxima og kong Willem-Alexander inviteret til returarrangement i anledning af kongeparrets statsbesøg til Belgien.
Udenfor bygningen fik det royale firkløver bestående af belgiernes kong Philippe og dronning Mathilde samt de hollandske kolleger kong Willem-Alexander og dronning Maxima taget billeder i det fine aftenlys.
Dronningerne havde begge valgt kjoler fra den samme hollandske designer, Jan Taminiau, og farverne var smukt afstemt, så de to dronninger matchede hinanden perfekt.
Mens dronning Mathildes cremefarvede dress ifølge Royal Fashion Police er nyt, havde Maxima pakket en elegant genganger med i kufferten fra Holland.
Den sennepsfarvede Jan Taminiau-kjole bar Maxima første gang til sin 40-års fødselsdag i 2011, og siden har hun også vist sig med den i 2014 og 2018.
Se billederne af de kongelige ved kulturhuset Flagey i Bruxelles i galleriet øverst i artiklen.