Dronning Margrethe flytter på Marselisborg Slot: Nu deler kongehuset billeder af hyggelige familieøjeblikke
Tirsdag flytter dronning Margrethe til Marselisborg Slot i Aarhus, hvor hun skal nyde sommerdagene de næste tre uger.
Slottet var oprindeligt en bryllupsgave til hendes bedsteforældre, kong Christian 10. og dronning Alexandrine. Og siden har slottet dannet rammer for familiestunder gennem generationer.
Det viser en række billeder, som kongehuset har delt på Instagram i anledningen af, at majestæten indleder sit sommerophold i Aarhus.
På billederne ses eksempelvis en yngre dronning Margrethe med sin mand og to små sønner.
Ligesom der er et ældre familiefoto fra slottets trappe, hvor man ser dronningens bedsteforældre, kong Christian 10. og dronning Alexandrine, med hendes forældre, daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, samt familiens to hunde, der tydeligvis nyder sommersolen.
Kun med få undtagelser har dronning Margrethe hvert år flyttet residens til slottet i Aarhus ved midsommertid.
Derudover er det en tradition, at dronningen også opholder sig på slottet i julen og i påsken.