Sårbar Josephine Højbjerg: Hård tid skulle ikke stå i vejen for drømmene
For nogen er minderne om tiden i Folkeskolen ikke nødvendigvis præget af stor jubel og glade minder.
Sådan er det blandt andet for skuespillerinden Josephine Højbjerg, der særligt er kendt for sin rolle som Tinka i TV 2’s store julekalenderserie.
Tiden i folkeskolen åbner hun nemlig op for i finaleafsnittet af Viaplay-programmet ”The Journey”. I en samtale med skuespillerkollegaen Søs Egelind fortæller Josephine den erfarne kollega, at hun altid godt har kunnet lidt at spille skuespil og lave mærkelige roller.
Det får Søs Egelind til at spørge ind til, om det særligt var i skoletiden, at hun oplevede den glæde.
Men det var det ikke. Tværtimod.
- Måske ikke så meget i skolen. Det stoppede jeg med, da der blev kigget skævt til mig, fordi børn kan være nogle røvhuller. Så lagde jeg hurtigt låg på, for ikke at få for mange hug, fortæller Josephine Højbjerg i ”The Journey”.
Og det kan Søs Egelind godt nikke genkendende til. For sådan var det også for hende da hun startede. Og det der særligt ramte for Josephine, var de andres forestilling om at hun ville ses og høres, men det var slet ikke Josephines agenda.
- Det var den følelse, de fik, selvom det ikke var min intention. Det var fuldstændig forfærdeligt. Jeg havde en lorte skoletid. Så gik jeg hjem og tudbrølede hos min mor og sagde, at folk var dumme, og så blev hun sur og sagde til lærerne: ”Hvad foregår der? Hvorfor gør I ikke noget?” Og selvom hun gjorde det, så blev der stadigvæk ikke gjort noget, fortæller Josephine Højbjerg.
Heldigvis slog det hende ikke helt ud.
Josephine var nemlig så fast besluttet på sin store drøm om skuespillet, at hun hang i. Så selvom folk ikke var særlig søde ved hende, så droppede hun det ikke. Hun vidste nemlig, hvad hun ville.
Hun vil nemlig bare gerne have det sjovt, og det har hun med sine roller som skuespiller.