27. jun. 2023
Af Catja Klarskov

Rasmus sender spydigheder mod Bachelorette-Adam: Nu reagerer han

Rasmus og Adam 
Rasmus og Adam
Foto: Lotta Lemche/TV 2
I aftenens afsnit af ”Bachelorette” sendte Rasmus spydige bemærkninger afsted mod Adam. Nu reagerer han.

Det var mand mod mand i aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Bachelorette”. Her skulle de seks bejlere, der endnu ikke havde bekendt kulør overfor kvinderne, på en gruppedate i fotografiet og historiefortællingens navn.

De seks fyre blev først inddelt i par, og her fik Rasmus og Adam begge udleveret cowboyhat og poncho for sammen at få taget billeder med de to bachelorettes under temaet den mystiske mand.

Rasmus, Julie og Adam på fotoskydning i "Bachelorette". 
Rasmus, Julie og Adam på fotoskydning i "Bachelorette".
Foto: TV 2

Der var lagt op til en vaskeægte rivalitet på fotoskydningen, og stemningen var mildest talt spydig. Op til flere gange sendte Rasmus da også stikpiller i sin rivals retning.

– Adam og jeg skal kigge i hinandens øjne, som om vi er fjender. Og ja, det synes jeg ikke var så svært. Jeg vil have nogle frække billeder, og Adam er bare pisseforstyrrende, sagde Rasmus først i programmet, hvorefter han fortsatte:

– Jeg havde lyst til at give Julie et kys, men det blev der ikke noget af. Hvis jeg skulle have gjort det, så var det for at irritere Adam, fordi jeg ved, at han ville blive pisseprovokeret af det, afslutter han.

Selv om Rasmus til kameraet sendte spydigheder mod Adam, så var det dog ikke noget, som Adam mærkede noget til.

– Det var mand mod mand. Det var ikke noget, jeg lagde vildt meget mærke til, at Rasmus var spydig. Det var mest svært, fordi jeg ikke fik så meget opmærksomhed fra Mette, fortæller Adam til BILLED-BLADET.

Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og TV 2 Play.

Læs mere om: