Efter ærgerlig nyhed om Madeleines flytning til Sverige: Nu bekræfter det svenske kongehus
I foråret meldte det svenske kongehus ud, at prinsesse Madeleine og hendes familie flytter hjem til Sverige efter flere år i udlandet – de sidste fem år i Florida, USA.
Prinsesse Madeleine, 41, og Chris O’Neill, 49, ønsker at give deres tre børn, prinsesse Leonore, 9, prins Nicolas, 8, og prinsesse Adrienne, 5, en svensk skolegang, og flytningen var derfor sat til august, hvor de to store begynder i skole, og lillesøster Adrienne i børnehave.
Desværre har familiens planer ændret sig, og den kongelige flytning er nu rykket til 2024, oplyser det svenske kongehus’ kommunikationschef Margareta Thorgren til Expressen.
- Det er bare helt enkelt fordi, at familien har haft for kort tid til rådighed til alt det, som en flytning indebærer, siger Margareta Thorgren til mediet.
Men heldigvis er det stadigvæk familiens plan at opholde sig i Sverige denne sommer.
Det svenske kongehus har onsdag udsendt en pressemeddelelse om kronprinsesse Victorias 46-års fødselsdag den 14. juli.
Heri bekræfter kongehuset, at prinsesse Madeleine og Chris O’Neill deltager i fejringen i Borgholms Slottsruin.
Derfor kan svenskerne og kongelige fans altså stadig glæde sig over, at prinsesse Madeleine og familien er i Sverige sommeren over, selvom de først flytter til prinsessens hjemland næste år.
Det er ikke specificeret, hvornår i 2024 flytningen finder sted.