Kunne Laura faktisk lave mad? Rekvisitører afslører gemt hemmelighed om Elin Reimer
”Matador” bugner af mindeværdige danske retter.
Brunkål med flæsk, smørrebrød og kødrand er bare nogle af de ting, der bliver serveret i serien. Netop maden har Adam Price og Frederikke Legaard sat sig for at genskabe i ”Berømte måltider: Matador”.
Som makkerparret også påpeger, vil mange formentlig huske familien Varnæs’ kokkepige Laura vældig godt for sine evner bag kødgryderne.
Laura blev spillet af Elin Reimer, der døde i 2022.
Frederikke Legaard grubler dog over, om Laura eller rettere sagt Elin Reimer egentlig kan lave mad og ender med at stille spørgsmålet ud i rummet.
Det kan Adam Price ikke svare på, men han sender spørgsmålet videre til nogle, der kan.
For chefrekvisitør Magnus Magnusson løfter sløret for, at Elin Reimer, der spiller Laura i ”Matador”, faktisk ikke var så bekvemt ved at være i køkkenet.
- Elin Reimer, som var Varnæs’ kokkepige, var knap så meget kokkepige, som hun ser ud. Så det skulle hun instrueres lidt i. Hun var ved at brække sig, da vi skulle tage indmaden ud af en kylling. Det kunne hun decideret ikke lide, fortæller han.
Men Elin Reimer har med sine evner for skuespil nok snydt de fleste seere til at tro, at hun var en ørn i et køkken.
I første afsnit kaster Adam Price og Frederikke Legaard sig over blandt andet hummer, tarteletter og medaljer.
Andet afsnit af ”Berømte måltider: Matador” kan ses torsdag den 6. juli klokken 20.00 på DR1.