2. jul. 2023
Af Majken Munk

Skal du se Agent? Her er alt, du skal vide om serien

Esben Smed som Joe i "Agent"
Esben Smed som Joe i "Agent"
Foto: Morten Bengtsson/ TV 2
Nikolaj Lie Kaas er manden bag serien ”Agent”, der har Esben Smed i hovedrollen som kendisagenten Joe.

Nikolaj Lie Kaas har i en håndfuld år arbejdet på serien, som nu er blevet til ”Agent”.

Han og holdet af skuespillere var med, da serien fik verdenspremiere til festivalen Berlinalen i februar, hvor den blev taget rigtig godt imod.

Nu kan danske seere glæde sig til at se den humoristiske serie, der handler om Johan, som er agent for en lang række danske kendte.

Og der er garanti for grin, men også for tåkrummende situationer.

- Historien bevæger sig fra det hovedløse over i det dybt seriøse. Det er en nærværende og underholdende serie med mennesker, man kan genkende sig selv i på godt og ondt, har Nikolaj Lie Kaas fortalt om serien til TV 2.

Men her er alt, du skal vide, før du går ombord i ”Agent”, der kan ses fra 2. juli på TV 2 Play.

Esben Smed spiller Joe

Programbilleder fra TV 2-serien Agent, der sendes på TV 2 i sommeren 2023.
Joe
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2

Serien følger Johan, der blandt kolleger bliver kaldt Joe. Joe er agent for en lang række kunstnere i underholdningsbranchen. Han arbejder i sin mors agentvirksomhed, der er et 40 år gammelt familieforetagende. Han drømmer stort og vil gerne til udlandet i modsætning til sin mor, som egentlig er den, der bestemmer. Joe brænder for sine klienter, og det gør også, at han gerne gør alt – måske for meget – for dem. Det kan til tider gå ud af hans tiårige datter Tallulah, som han ikke har så meget tid til.

Selma Sol í Dali Pape spiller Tallulah

Joe og datteren Tallulah
Joe og datteren Tallulah
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2

Tallulah er Joes datter på ti år, som han har med ekskonen Hannah. Tallulah elsker sin far, og hun ved godt, at han elsker hende, men gang på gang oplever hun, at han ikke helt lever op til sine løfter. Hendes far lever et ret utjekket liv med spontane fester og mangel på planlægning, så Tallulah har taget ansvar for mange ting, når hun hver anden weekend bor hjemme ved sin far.

Julie Agnete Vang spiller Hannah

Hannah er Joes ekskone, som han har datteren Tallulah med. Hun har sin datter for øje, og hun ønsker inderligt, at hun lever sit bedste liv og har et godt forhold til sin far. Men Hannah ved også godt, at Joes livsstil ikke altid fordrer, at Tallulah har det godt. Hannah håber derfor på, at hun kan presse Joe til at blive bedre til at tage ansvar.

Ina-Miriam Rosenbaum spiller Vibeke

Birthe Neumann og Vibeke
Birthe Neumann og Vibeke
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2

Vibeke er Joes mor og chef, for hun ejer det agentfirma, som han arbejder for. Hun har sammen med Joes far knoklet for at opbygge virksomheden, som hun værner om. Hun ved godt, at Joe har store armbevægelser, men hun forsøger at holde ham lidt i skak. Mest af alt håber hun på, at det er med til at sikre, at Joe fortsat har et godt forhold til sin datter Tallulah og ekskonen Hannah.

Mathilde Arcel spiller Line

Programbilleder fra TV 2-serien Agent, der sendes på TV 2 i sommeren 2023.
Line
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2

Line er Joes assistent, og hun er også ansat i agentvirksomheden. Hun har dog meget at se til, for hun er Joes praktiske pendant. Hun sørger for, at alle hans kreative ideer bliver til realiteter. Selv om han ikke altid er lige taknemlig over hendes hjælp, indser hun hen ad vejen, at man er, hvad man finder sig i.

Hans Henrik Clemensen spiller Evald

Programbilleder fra TV 2-serien Agent, der sendes på TV 2 i sommeren 2023.
Joe og Evald
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2

Evald er advokat og tilknyttet Vibekes agentfirma. Joe benytter sig en del af Evald, som er villig til at hjælpe ham ud af lidt af hvert. Evald er altid positiv og optimistisk, og det gør ham til en rollemodel for Joe, der ser op til ham som en faderfigur. Ligeledes står Evald altid til rådighed for Joe, både når der er tale om professionelle og private problemer.

Derudover dukker en lang række kendte danskere op i ”Agent”, hvor de spiller i deres eget navn. Det tæller navne som Birthe Neumann, Sidse Babett Knudsen, Dar Salim, Rasmus Bjerg, Lars Ranthe, Helle Thorning-Schmidt, Tobias Rahim og mange flere.

En prominent rolle har ”X Factor”-koryfæet Thomas Blachman, der i eget navn, også er en lånehaj, som Joe skylder en god slat. At betale de penge tilbage er noget, der kommer til at følge Joe i det meste af serien.

Thomas Blachman spiller en hardcore lånehaj, der har lånt Joe en stor mængde penge. 
Thomas Blachman spiller en hardcore lånehaj, der har lånt Joe en stor mængde penge.
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2

"Agent" kan ses på TV 2 Play fra 2. juli og hver søndag på TV 2 fra den 9. juli.

Læs mere om: