Dronning Sonja har gjort det flere gange: Nye billeder afslører mere om ”diskret” hemmelighed
Kong Harald og dronning Sonja var for nylig på officielt besøg i Danmark, og her blev deres tætte bånd til landet bevist flere gange.
Under den store festmiddag på Amalienborg holdt dronning Margrethe en tale til det norske kongepar.
Talen indeholdt blandt andet fine ord og personlige anekdoter om dronningens nære venner, og her kom Margrethe med en lille afsløring om Sonja.
Dronning Margrethe nævnte nemlig, at Sonja de seneste år har tilbragt flere dage i Danmark på diskret vis, for at fordybe sig i sin store kærlighed – kunsten.
I sin tale fortalte dronning Margrethe:
- (…) og Sonja, du har især i de senere år ganske diskret tilbragt adskillige dage i Danmark, hvor du har fordybet dig i din kunst. Du har skabt fine kunsttryk og du har udviklet dine evner inden for keramikken, som jeg i høj grad beundrer. Gid du må have glæde af det mange år endnu.
I anledning af dronning Sonjas 86-års fødselsdag tirsdag den 4. juli har det norske kongehus delt en række søde fødselsdagsbilleder, der afslører flere detaljer om den diskrete hemmelighed.
De nye fødselsdagsbilleder viser nemlig dronning Sonja på et nyligt besøg i København, hvor hun var forbi et kunstatelier.
På billederne kan man få et lille glimt af noget af den kunst, dronning Sonja har arbejdet på.
Til billederne skriver kongehuset:
- Dronningen arbejder ikke kun for at repræsentere Norge, hun er også en aktiv kunstner.