Krimiserien Hvide Sande vender tilbage: Men det bliver med helt nye stjerner i hovedrollerne
For to år siden kunne danskerne følge Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlud på skærmen som efterforskerne Helene og Thomas i tv-serien ”Hvide Sande”.
TV 2 har netop offentliggjort, at den populære krimiserie vender tilbage med en ny sæson – men det bliver med en stor ændring.
Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlud bliver nemlig erstattet af to nye skuespillere.
Det er ”Badehotellet”-stjernen Anne Louise Hassing og skuespilleren Allan Hyde, som bliver det nye makkerpar i ”Hvide Sande”.
De skal spille to nye hovedpersoner, den stressramte efterforsker Maj og den unge lokalbetjent Bjørn.
En ny efterforskning
Optagelserne til sæson to går allerede i gang i juli måned.
Serien kommer til at handle om den erfarne drabschef Maj Lorentzen, som efter en blodprop lægger sit liv om og flytter til Hvide Sande for at finde ro - og for at genskabe forholdet til sin voksne datter og sit barnebarn, der bor i byen.
Hun ender dog med at blive involveret i en efterforskning i byen, da den lokale betjent, Bjørn, forsøger at overtale Maj til at hjælpe med at opklare et mord.
Udover Anne Louise Hassing og Allan Hyde medvirker også Frederikke Dahl Hansen og Anders Brink Madsen.
Seerne kan desuden glæde sig til et gensyn med blandt andre Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bodil Jørgensen, der også medvirkede i første sæson.
Sæson 2 af ”Hvide Sande” er på seks afsnit og forventes først at få premiere på TV 2 i 2025.