Det ser du ikke på tv: Dette private spørgsmål stillede Bachelorette-Julie under daten med Mads
Der er sjældent et privat øjeblik for de medvirkende i TV 2-programmet ”Bachelorette”. Alligevel lykkedes Julie og Mads at tale sammen på tomandshånd i aftenens afsnit, hvor de er på romantisk singledate.
På daten beslutter parret sig nemlig for at hoppe i bølgen blå, og her benytter Julie lejligheden til at stille Mads et privat spørgsmål, som ikke blev fanget på kamera.
Selv om bølgerne var høje, og både Mads og Julie blev kastet rundt af den voldsomme strøm, så blev de alligevel ude i det salte havvand i et godt stykke tid.
Det var nemlig første gang, at de havde mulighed for at tale sammen under fire øjne, fordi produktionen blev på bredden med alt deres kamera- og lydudstyr.
– Det var dejligt, at vi for første gang havde mulighed for at snakke sammen uden at have mikrofoner på. Jeg tror, vi var derude i en halv time. Vi står bare derude, selv om bølgerne var megahøje, og vi blev kastet rundt. Det var bare rart at have et øjeblik for os selv. De andre stod inde på bredden, og så fløj de en drone op over os. Vi blev bare ved med at gå længere og længere ud, så vi kunne få lidt privatliv. Her havde vi en samtale, som ikke alle behøvede at høre, forklarer Julie til BILLED-BLADET, hvorefter hun afslører lidt af indholdet.
– Det var mange forskellige ting. Jeg spurgte for eksempel Mads, om han havde kysset med Mette. Der blev jeg ret glad, da han svarede nej. Det var rigtig dejligt at høre. Det var også første gang, vi snakkede sammen efter vores kys, så det var rigtig rart at få sat ord på, hvordan vi havde det efter kysset, og hvad vi havde gået og tænkt og følt hver især, forklarer hun.
Du kan se ”Bachelorette ” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og på TV 2 Play.