Merete Mærkedahl: Gav familien en unik Badehotellet-oplevelse
Merete Mærkedahl har været i gang med optagelserne til "Badehotellet" tidligere i sommer, og senere på sommeren genoptages optagelserne.
Hun vil ikke afsløre det store om handlingen, men hun løfter gerne sløret lidt for, hvad vi kan forvente:
– Jeg har været i Jylland og filme. Og det har jeg ikke været siden første sæson! siger hun til BILLED-BLADET og afslører dermed, at Otilia nok kommer en tur til stranden.
– Illusionen er, at stranden ligger ved siden af hotellet, men langt det meste filmer vi jo i Risby Studierne i Albertslund. Som årene er gået, ligner det et helt klitlandskab derude. Til at begynde med var det bare sådan nogle fesne planter, men de er vokset til nu, siger hun.
Når gæsterne på badehotellet og de, der arbejder der, skal have en dukkert i vandet, går turen dog mod det jyske.
En stor oplevelse for familien
Og det har Merete altså ikke prøvet siden første sæson.
– Turen til Jylland var en ring, der sluttede, siger hun og fortæller, at det gav anledning til at give familien en helt speciel oplevelse.
– Jeg har familie i Thy, og jeg spurgte, om de kunne komme med og se nogle optagelser. Normalt må man ikke, men min far og min bror fik lov at stå og kigge på optagelser. Det var ved at være last call, og det var en stor oplevelse for dem!