Nikolaj Coster-Waldau i sorg: Har mistet sin elskede mor
Nikolaj Coster-Waldau er blevet ramt af en stor sorg. Hans mor, Hanne, er død i en alder af 82 år.
Den 52-årige skuespiller fortæller den triste nyhed i et opslag på Instagram.
Her skriver Nikolaj Coster-Waldau, at han har mistet sin elskede mor alt for tidligt, og at det nu kun er den kærlighed, de delte, som står tilbage.
Han takker sin mor for den kærlighed, som hun har givet ham og hans søstre, og skriver, at hun var elsket af hele sin familie og sine venner.
Han deler også et barndomsbillede, hvor han som lille dreng sidder i sin mors arme. Det kan ses her.
Nikolaj Coster-Waldau fortæller ikke præcist, hvad hans mor døde af, men han antyder til sidst i opslaget, at det var kræft.
Han opfordrer sine tre millioner følgere til at støtte den lokale kræftforskning.
Han nævner, at det i Danmark er Kræftens Bekæmpelse, mens det i USA er National Cancer Institute.
Det er kun lidt mere end et år siden, at Nikolaj Coster-Waldau havde sin stolte mor, Hanne, med til gallapremieren på hans film ”Against the ice”. Det var i marts 2022.