Ærlig Esben Smed fra Agent: Sådan reagerer hans to børn, når han arbejder for meget
Det ser glamourøst ud, men livet som skuespiller er ikke altid en dans på roser. Jobbet indebærer nemlig ofte sene optagedage og lange perioder væk fra familien.
Det kan skuespiller Esben Smed i den grad skrive under på, og i et interview med ”Go Morgen Danmark” på TV 2 fortæller han nu ærligt, hvordan hans to børn har vidt forskellige måder at reagere på, når han i perioder stempler ud af familien for at pleje karrieren.
– På et tidspunkt havde jeg været væk i en periode, og jeg var næsten blevet sådan lidt weekendfar-agtig, fordi jeg kun var hjemme om søndagen. Når jeg var hjemme, så sad min søn bare på mig hele tiden. Han skulle mærke mig. Min datter skulle straffe mig i stedet, fortæller Esben Smed i interviewet, hvorefter han deler en særlig episode.
Her havde skuespilleren vækket sin datter en morgen ved at kysse hende på panden, hvorefter hun – uden at åbne øjnene – havde udbrudt: ”Hvor er du klam far”.
Esben Smed forklarer dog, at datteren altid tør op, men at det kan tage lidt tid. Han har desuden fundet en god måde at inddrage sine børn i det til tider hektiske skuespillerliv.
Han tager dem nemlig ofte med på arbejde, så de ved selvsyn kan se, hvor far bruger sine kræfter og tid.
38-årige Esben Smed er hovedrolleaktuel i TV 2-serien ”Agent”, der er instrueret af Nikolaj Lie Kaas.
Privat er han gift med Line Daubjerg Christensen, og sammen har parret 8-årige Sirius og Iris på fem år.
Du kan se hele interviewet her.