Normalt sker det meget sjældent: Alligevel skete det for Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau i Agent
I juni 1998 kunne skuespillerne Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau fejre deres bryllupsdag.
Dermed kunne parret altså markere 25 år som ægtepar i år.
Men der er også noget andet i deres liv, der skete for første gang for omtrent samme mængde år siden.
Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau spillede med i samme film.
Nu er parret igen med i samme produktion, når de spiller ægtepar i TV 2-serien ”Agent”.
- Det har været sjovt, og det er jo en sjov scene. Vi har arbejdet sammen for 26 år siden. Det var første gang, så det var bare sjovt at arbejde sammen igen, fortæller Nukâka Coster-Waldau til BILLED-BLADET.
I 1998 spillede Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau med i filmen ”Vildspor”. Ti år efter spillede de igen i samme produktion.
Parret spiller i deres egne navne i serien ”Agent”.
Handlingen for dem er, at Nikolaj Coster-Waldau netop er kommet hjem fra optagelserne til en film, hvor han har rollen som konge.
Det er dog steget ham til hovedet, efter han er kommet hjem. Nukâka Coster-Waldau er nemlig blevet træt af, at han har fået en skjald med rundt i hverdagen, som synger sange om, hvad hendes mand foretager sig.
Parret har begge to gang i karrieren. For Nikolaj Coster-Waldaus vedkommende foregår det for tiden fortrinsvist i udlandet.
Men de er ikke afvisende for, at der kommer flere projekter, de begge to spiller en rolle i.
- Lad os nu se, begynder Nikolaj Coster-Waldau, før hustruen tager over:
- Vi er ikke afvisende. Det er jo dejligt at arbejde sammen, for så får vi da set hinanden lidt mere.
- Det er det. Det er skidegodt, følger Nikolaj Coster-Waldau op.