Hans Pilgaard på vej mod 60: Det betyder de 25 års aldersforskel på mig og min mand
- Jeg er stadig en festabe, men hvis jeg skal i byen og give den gas, vil jeg hellere gøre det fredag end lørdag – hvis jeg skal på arbejde mandag.
Hans Pilgaard griner og forklarer, at det er én af de måder, han mærker alderen på.
- Den anden er, at jeg er blevet mere eftertænksom – og synes, at børnene omkring mig er blevet meget store.
Han smiler igen – og der er da også meget at smile af. Hans Pilgaard har det nemlig rigtig godt og har ingen problemer med de 60 år, der lige om lidt er svaret på spørgsmålet: ”Hvor gammel er du egentlig”.
Mærker ikke alderen
- Forleden blev jeg skudt til 42! Jeg kan jo heller ikke sådan mærke alderen. Jeg har gudskelov ikke ondt nogen steder – og kræften er væk, fortæller Hans Pilgaard, der tilbage i 2015 havde tarmkræft.
- Jeg har kigget en læge i øjnene, der fortalte mig, at det er væk – helt væk. Så det tror jeg på. Det er forbi og overstået, og jeg tænker ikke på det.
At hans mand Jobbe Pilgaard er 25 år yngre tænker Hans Pilgaard heller ikke over.
- Kun når vi taler med vores pensionsrådgiver, og Jobbe skal forholde sig til at spare op, og jeg skal forholde mig til, hvornår pensionen skal til at udbetales.
Fest senere
- Men elles betyder aldersforskellen ikke noget i vores forhold.
På selve fødselsdagen regner Hans Pilgaard med, at han og gemalen finder et hyggeligt sted og tager ud at spise.
Og så bliver der festet senere på måneden.