Det ser du ikke i Bachelorette: Derfor var Mette nødt til at føre Stig bag lyset
I aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Bachelorette” tilbød Mette sin sidste rose til Boris, hvilket efterlod Stig både skuffet og ked af det. Nu forklarer Mette, hvorfor hun var nødt til at føre Stig bag lyset.
Det stod bestemt ikke skrevet i sten fra start, at Boris skulle have Mettes sidste rose. Og måske alligevel lidt.
Mette skulle nemlig allerede om morgenen bekende overfor produktionen, hvilken af de to tilbageværende bejlere hun ville tilbyde sin sidste rose, og her var hun, til trods for at hun netop var vågnet fra natten sammen med Stig, ikke i tvivl om, at rosen skulle tilfalde Boris.
– Jeg vidste, at det skulle være Boris, fordi han fra start havde taget kegler. Det var selvfølgelig dejligt, at Stig havde åbnet sig op lidt efter lidt, men Boris var der bare fra starten, og det var med til at gøre, at jeg tog den beslutning, fortæller Mette til BILLED-BLADET, hvorefter hun uddyber, hvordan hun i slutningen af programmet på sin vis var nødt til at holde Stig lidt for nar.
Mette synes bestemt, at Stig er en fantastisk person, og på drømmedaten var hun derfor nødt til at vide sig helt sikker på sit valg. Alligevel var hun nødt til at holde sine overvejelser om den sidste rose for sig selv.
– Det er jo forfærdeligt, at han føler sig snydt, men samtidig kan jeg godt forstå det. Vi er jo i et koncept, og jeg kan ikke sige direkte til ham, at han ikke vil få rosen. Det havde vi jo fået regler om. Jeg måtte heller ikke sige, at jeg var i tvivl, om han skulle have rosen. Det gik selvfølgelig meget imod min egen etik, at jeg på en måde skulle holde ham for nar. At han føler sig snydt, det forstår jeg godt, selv om det ikke var min intention, forklarer hun.
Afskeden mellem Stig og Mette blev med et langt kram, men der er dog ingen tvivl om, at det på daværende tidspunkt var en skuffet Stig, der forlod Mexico.
Alligevel takkede Stig af med oprejst pande og konstaterede, at han på ingen måde fortrød sin deltagelse, selv om resultatet netop blev det, han frygtede mest.