Bachelorette-Julie forklarer: Derfor ville jeg ikke sove med Jonas
I aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Bachelorette” måtte Julie erkende, at hun ikke havde lyst til at dele dobbeltseng med Jonas, selv om de to netop havde tilbragt en romantisk dag sammen. Nu forklarer hun hvorfor.
Julie og Jonas havde tilbragt hele dagen sammen, og ved datens afslutning kunne de således krydse både helikoptertur og romantisk middag af på listen.
Man skulle derfor tro, at de ved mørkets frembrud følte sig trygge nok ved hinanden til at dele en dobbeltseng.
Ved sengetid måtte Julie dog erkende overfor Jonas, at hun ikke havde lyst til, at de to skulle sove sammen.
– Vores date sluttede klokken et om natten, og jeg skulle op igen allerede klokken seks. Derfor ville jeg hellere have fem timer alene, hvor jeg havde tid til at tænke det hele godt igennem. Selvfølgelig var det hverken sjovt eller nemt at fortælle Jonas, at jeg ikke havde lyst til at sove sammen, men jeg tror faktisk, at han havde det på samme måde, forklarer Julie til BILLED-BLADET.
Meldingen kom bestemt ikke som en kæmpe overraskelse, men alligevel husker Jonas, at han ærgrede sig over Julies beslutning.
– Det var egentlig både en lettelse og en ærgrelse, at Julie ikke ville sove sammen. Tiden er jo knap, så jeg ville gerne have brugt den på at lære hende bedre at kende. På den anden side var jeg også ved at være træt, og jeg havde også et behov for at finde ud af, hvad der foregik inde i mig. Så på en måde var det også helt okay, forklarer Jonas.