Ærlig Bachelorette-Julie afslører: Her er sandheden om de andre mænds chancer
Det kom næppe som en overraskelse for seerne af TV 2-programmet ”Bachelorette”, at Julie tilbød sin sidste rose til Mads. Nu afslører hun sandheden om de andre mænds chancer.
Julie lagde en del energi i at dele sol og vind lige, ligesom hun forsøgte at give alle de mænd, der var rejst hele vejen til Mexico for at lære hende at kende, en ærlig chance.
Alligevel stod det hurtigt klart, at den 25-årige bejler fra Falster fra start indtog førstepladsen, og sidenhen lykkedes det ingen af de andre mænd at rokke synderligt ved den placering.
– De andre fyre havde selvfølgelig også en reel chance, men som man også kan se igennem hele programmet, så opstår der bare ikke noget romantisk mellem mig og nogle af de andre, fortæller Julie til BILLED-BLADET, hvorefter hun uddyber.
– Romantisk kemi er bare en rimelig essentiel faktor, hvis man skal prøve at finde ud af, hvad det kan blive til. Jeg dater jo også de andre mænd, og prøver at finde ud af om det kunne være noget. Om der var en romantisk kemi og tiltrækning fra min side. Sandheden er bare, at det var der ikke til andre end Mads, forklarer hun.
På tirsdag kan du se et opfølgningsafsnit på TV 2 Echo og på TV 2 Play, hvor en række af de medvirkende deler deres oplevelser, ligesom de to par gør status på deres relation og løfter sløret for, hvorvidt de fortsat er sammen i dag.