For Mikkel Beha Erichsen og Marian venter en helt særlig sommer
Emil Midé Erichsen og hans familie har kurs mod nye eventyr til søs med Havana denne sommer, og undervejs kommer Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé med om bord. Derudover skal Mikkel og Marian også på små sommerudflugter.
– Foruden at sejle med Emil og Louise i et par uger, så tror jeg, at vi improviserer og tager udflugterne efter vejrudsigten, fortæller Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET.
– Hvis vejret er godt, sejler vi lidt, og hvis det møgregner, kan det være, at vi kører en tur sydpå. Vi har besluttet os for ikke at lave nogle planer og ser, hvordan det går, siger Mikkel Beha Erichsen.
– Vi har en anden lille jolle, som kan være på en trailer, og som man kan sove to i. Marian og jeg har snakket om at sætte den på traileren og køre op til den stockholmske skærgård. Theis og Idas to børn, Nis og Rita, ser vi heldigvis stort set hver dag, og hvis vi ikke er på husbåden i København, har vi fornøjelsen af dem. Jeg skal nok også lige have Wallenberg en lille tur på bedding her i sommeren og male den i bunden og ordne lidt rustpletter hist og her. Der er altid noget, der skal sættes i stand, lyder det fra Mikkel Beha Erichsen.