Dronning Margrethe og prinsesse Benedikte nyder herlig sommeroplevelse et helt specielt sted
Dronning Margrethe nyder lige nu sommeren på Graasten Slot i Sønderjylland, hvor hun får selskab af prinsesse Benedikte.
I byen glæder man sig over, at dronningen er ankommet for at holde sommerferie, og at prinsesse Benedikte nyder en del af sommeren i Gråsten.
Ved den store modtagelse på torvet i Gråsten holdt borgmester Erik Lauritzen tale, og han kom blandt andet ind på, at han håber, at dronningen kan få mulighed til at gå en tur i Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot.
Netop denne køkkenhave åbnede Margrethe og prinsesse Benedikte for offentligheden i 2020, og haven står fint i dag.
Margrethe og Benedikte i køkkenhaven
Dronningen og hendes søster vil helt sikkert besøge køkkenhaven i løbet af deres sommerdage på slottet i Sønderjylland.
Gennem mange årtier har Den Kongelige Køkkenhave forsynet kongefamilien med frugt, grønt, blomster og bær i sommermånederne, når de kongelige har haft sommerresidens på Graasten Slot.
Det var i sin tid dronning Ingrids grønne fingre og store engagement, der stod bag anlæggelsen af køkkenhaven.